Upsite
screener hele ejendomsporteføljer for klimarisici og omsætter resultaterne til konkrete
vedligeholdelsesopgaver. Med støtten fra Innovation til marked skal modulet testes og
videreudvikles sammen med kunder, valideres som dokumentation over for finansielle aktører
og formidles bredt i branchen.
Løsningen
Klimaforandringerne øger risikoen for skybrud, stormflod og stigende grundvand, og ifølge en rapport fra DTU kan skader fra stormflod og skybrud koste Danmark op mod 406 milliarder kroner over de næste 100 år. Samtidig stiller EU-taksonomien og CSRD krav om, at investorer kortlægger de fysiske klimarisici i deres porteføljer. Ifølge Upsite er de nuværende screeninger ofte manuelle og tidskrævende, og de ender typisk i statiske rapporter, som ikke kobles til den daglige drift af bygningerne. Upsite har udviklet en platform, der samler vedligeholdelse, opgavestyring og økonomistyring i ejendomsdriften. Det nye klimasikringsmodul består af to dele. Den første er en screening, hvor brugeren indtaster enkelte bygningsdata, hvorefter platformen henter offentlige geodata, terrænmodeller og historiske klimadata. På få minutter vises et kort over porteføljen, hvor bl.a. bluespots og højrisikozoner er markeret. Den anden del kobler screeningen med de bygningsdata, der allerede ligger i platformen, og automatiserer dokumentationen af de otte mest akutte klimarisici under EU-taksonomien i Danmark. Kunden får en rapport, der skal kunne bruges som dokumentation over for revisorer, banker og forsikringsselskaber, samt forslag til forebyggende opgaver, som lægges direkte ind i vedligeholdelsesplanen. Platformens kernefunktioner er i kommerciel drift, og prototypen på klimasikringsmodulet er færdig. Virksomhedens første betalende betakunde på modulet bruger i forvejen platformen til drift af fire københavnske ejendomme.
Miljømæssig bæredygtighed
Ifølge CONCITO er omkring 80 procent af den bygningsmasse, der vil stå i Danmark i 2050, allerede opført i dag. Det største klimapotentiale ligger derfor i at bevare og fremtidssikre de eksisterende bygninger. Upsite vil flytte fokus fra at reagere, når skaden er sket, til at forebygge den, ved at integrere klimadata i den daglige ejendomsdrift. Når ejendomsejere kan sætte ind, før ekstreme vejrhændelser rammer, kan det mindske behovet for at nedrive og genopbygge skadede bygninger og dermed den CO2-udledning og det ressourceforbrug, der følger med. Rettidig vedligeholdelse kan samtidig forlænge bygningsdelenes levetid og reducere materialespildet efter fx oversvømmelser. Desuden kobles ejendommens energimærkedata og CO2-beregninger med klimasikringsmodulet, så EU-taksonomiens bæredygtighedskriterier kan følges på den enkelte ejendom. Ifølge DTU kan den samlede regning for skader fra stormflod og skybrud reduceres fra 406 til 56 milliarder kroner over 100 år, hvis der rettidigt investeres 130 milliarder kroner i klimatilpasning. Upsite anslår, at hver krone, der investeres i rettidig klimasikring, kan afværge skader for op til syv kroner.
Innovation til marked som løftestang
I fase 1 gennemfører Upsite pilottests med de første testbrugere og færdiggør på baggrund af deres feedback første version af brugerfladen og datamodellen. Sideløbende kortlægger virksomheden, sammen med eksterne bæredygtigheds- og ESG-eksperter, dokumentationskravene under EU-taksonomien, så platformens dataeksport kan blive revisorklar. Upsite vil også deltage i branchekonferencer, søge formidlingsaftaler med brancheorganisationer og afholde egne seminarer og webinarer for ESG-ansvarlige og tekniske direktører i ejendomssektoren. I fase 2 skal modulet testes på større porteføljer hos institutionelle ejendomsejere, så det kan håndtere komplekse porteføljer og omsætte klimarisici til vedligeholdelsesplaner. Målet er, at mindst tre kunder bekræfter, at modulets output kan bruges direkte i driften. Upsite vil samtidig præsentere dokumentationen for nordiske finansielle institutioner med det mål, at klimarisikorapporten accepteres som grundlag for grønne lån. Formidlingsindsatsen fortsætter, og erfaringerne fra kundetestene samles i et whitepaper.