Innovation til marked er Realdanias hovedindsats målrettet byggeriets virksomheder. Målet er at fremme bæredygtig omstilling og vækst.
Innovation til marked yder en kombination af økonomisk støtte samt teknisk og kommerciel rådgivning. Formålet er at reducere omkostninger og risici ved at bruge nye bæredygtige løsninger i byggeriet. Og dermed at modne markedet for innovative produkter der skaber et effektivt og miljørigtigt byggeri.
Innovation til marked er sat i verden for at afhjælpe den udfordring, at alt for mange nye bæredygtige produkter til byggeriet ikke lykkes med at gå fra idé til marked. Det vil sige, at de aldrig kommer ud og bliver brugt gentagne gange i byggeriets praksis.
Innovation til marked har derfor fokus på opskaleringen af marked og kunder, så nye bæredygtige processer, materialer og løsninger bliver anvendt på konkrete byggesager og kommer på markedet i stor skala – både i Danmark og i udlandet.
Innovation til marked er en flerårig kampagne i Realdania målrettet byggeriets virksomheder. Innovation til marked løber fra medio 2021 til udgangen af 2027. Smith Innovation er fagligt sekretariat for Innovation til marked.
Innovation til marked indarbejder erfaringerne fra en tilsvarende kampagne fra 2018 – 2020; herunder at der er brug for et selvstændigt rådgivningstilbud til nystartede virksomheder (Mentorordning), samt at det miljømæssige aspekt af bæredygtighed med fordel kan styrkes. Innovation til marked tager også afsæt Realdania kampagnen TEST, der i perioden 2011-2015 ydede økonomisk støtte og rådgivning til markedsmodningen af bæredygtige løsninger til byggeriet. TEST kampagnen viste, at der er et fortsat behov for hjælp til virksomheder ift. at få nye bæredygtige produkter til byggeriet på markedet i stor skala.