Dewdrop Tiles har udviklet en fliseløsning med udgangspunkt i en restfraktion fra byggeriet. Det bidrager til øget cirkularitet da ressourcer, som ellers går til spilde udnyttes. Klimapåvirkningen fra produktionen reduceres, da der ikke bruges energi til brænding af fliserne sammenlignet med nye fliser til samme formål.
Støtten fra Innovation til marked skal bruges til at udvikle interne processer, som kan optimere designstrategien og produktionen, for at gøre produktet tilgængeligt på markedet.
Projektdata
Dewdrop Tiles designer og producerer unikke fliseløsninger fremstillet af fliserester fra byggeriet, der ellers var endt som affald. Materialerne er fliseskær fra byggepladser samt overskudsfliser i mindre partier, som er til overs fra fliseforhandlere. Fliseløsningerne består af moduler og sælges pr. m² i dynamiske kollektioner, som skifter løbende. Dewdrop Tiles designes, CAD-tegnes, skæres digitalt med CNC-styret vandstråleskæring og leveres på monteringsnet lige til at sætte op for håndværkeren.
Miljømæssig bæredygtighed
Dewdrop tiles bruger den del af flisefraktionen, som er tilovers fra byggeriet. Det er fraskær og mindre partier af overskudsfliser, som plejer at ende som affald. Ved at omdanne disse fliserester til ”nye” fliseløsninger, kan gode materialer benyttes og få et nyt liv. Der ligger et besparelsespotentiale af affaldsmængder og CO₂-udledning ved netop at reducere disse affaldsmængder og erstatte den miljøtunge produktionsproces af nye fliser med en miljøvenlig upcycling af eksisterende ressourcer, som har stort set uendelig holdbarhed. Fremstillingsprocessen har en minimal CO₂-belastning på 0,4 kg CO₂-ækv. pr. m². Sammenlignet med den traditionelle produktion af fliser giver dette en besparelse på 20 kg CO₂ækv. pr. m², dvs. at der ligger en besparelse (i forhold til at producere) på 97,8% af det CO₂, som ellers udledes igennem produktion og transport, da man undlader at producere en stor mængde nye fliser. Dette er dokumenteret gennem en LCA (livs cyklus analyse) foretaget af rådgivere for Dew Drop Tiles.
Innovation til marked som løftestang
I fase et skal der arbejdes med at styrke konceptet således, at designproces gøres effektive ift. de skiftende materialefraktioner. Det gøres ved at arbejde med interne processer og udarbejde en designstrategi for modulering af de dynamiske kollektioner med største effektivitet for øje. Desuden er der fokus på digitalisering af lager mhp. at optimere designprocessen og have overblik over ressourcerne. Dewdrop Tiles vil også arbejde med at optimere og skalere værdikædesamarbejdet med leverandører ved at gøre det muligt for leverandørerne at flage med samarbejdet.
I fase to arbejdes der på at afprøve konceptets bæredygtighed i miniskala. Det gøres ved at optimere arbejdsgange og udvikle et produktionsbånd mhp. at reducere produktionspris og tid Desuden testes markedet gennem demonstrationscases for kunne dokumentere afsætningsmuligheder for produktet. Til slut vil der være fokus på opskalering af materialelageret og logistik omkring indsamling for at kunne øge produktionen til en større volumen.
Projektbeskrivelsen er baseret på virksomhedens ansøgning til Realdania, og derfor repræsenterer den virksomhedens perspektiv og vision for projektet.