Pluto Technologies har udviklet et system, bygget på kunstig intelligens, som automatisk indsamler data igennem billedgenkendelse og giver beslutningstagere digitale redskaber til rettidigt at kunne håndtere løbende opgaver og langsigtede planer i bymiljøet. Støtten fra Innovation til marked har muliggjort løbende test med slutbrugere og derved skabt referenceprojekter, der har været afgørende for teknologiens udvikling og udbredelse.
Projektdata
Løsningen
Pluto technologies er en it-løsning, der gør det muligt for kommuner løbende at prioritere vejvedligehold og byinventar. Dette gøres ved hjælp af en smart-phone, der monteres i ruden på kommunens biler. Data samles gennem telefonens kamera og sendes til skyen, hvor kunstig intelligens behandler og logger data, som gøres tilgængelig gennem brugergrænseflader. Herved kan ansatte i kommunen få overblik og hjælp til at prioritere vejvedligehold.
I dag udføres dataindsamlingen manuelt omkring opgaver, der skal prioriteres. Dette er en dyr proces, hvilket betyder, at indsamlingen kun udføres i begrænset omfang. Vejskader, såsom slaghuller, revner, og stentab, accelererer nedbrydningen af vejkonstruktionen, påvirker trafiksikkerhed og komfort for trafikanter og øger desuden brændstofforbrug og trafikstøj. Med Plutos løsning får kommunerne den nødvendige data til bedre prioritering, som fører til forlænget vejlevetid, hvilket både er mindre belastende for miljøet og samtidig optimerer budgettet.
Miljømæssig bæredygtighed
Pluto Technologies har til formål at øge levetiden for de materialer, som allerede er i cirkulation samt at vurdere, hvordan de ressourcer, vi har til rådighed fordeles bedst muligt. Desuden minimeres unødvendig transport pga. geografisk koordinering. Rettidig renovering og vedligehold minimerer materialeforbruget og derved mængden af indlejret CO2 fra materialer brugt til renovering af veje, cykelstier, by inventar og lignende.
Innovation til marked som løftestang
Udviklingen af teknologien startede tilbage i 2019, og udviklingsomkostningerne er bl.a. blevet støttet af Innovationsfonden og Vækstfonden. Teknologien er blevet testet af Vejdirektoratet med positive resultater, og næste skridt er derfor at få udbredt løsningen nationalt og internationalt.
Gennem projektet er der blevet udarbejdet en række casestudier sammen med de første danske kunder omkring de økonomiske og bæredygtige gevinster. Desuden er der taget skridt til international markedsafdækning. På den måde kan teknologien også komme byer og kommuner udenfor Danmark til gavn.
Gode råd til andre
Pluto Technologies erfaring fra det tekniske område er, at det er afgørende både at kunne retfærdiggøre den bæredygtige effekt såvel som den økonomiske besparelse. Det er vigtigt at kunne demonstrere praktisk erfaring med løsningen i produktion, da for eksempel brugervenlighed er afgørende, når det drejer sig om implementeringen af et nyt IT-system.