én jord
Løsningen
Løsningen er en kalkstabiliseret lersten, fremstillet af genanvendelige og lokalt tilgængelige materialer uden behov for energikrævende brænding. Lerstenen er udviklet med fokus på at bevare styrke, holdbarhed og æstetik, hvilket gør den velegnet til både nybyggeri og renoveringsprojekter.
Traditionelle lersten har ikke kunnet anvendes udendørs, da de eroderer for hurtigt ved påvirkning fra vind og vejr. Ved at tilføje en lille mængde kalk har én jord udviklet en kalkstabiliseret lersten, som kan erstatte brændte mursten 1:1. Lerstenen kan anvendes som klimaskærm og som facadesten, og bevarer murstenens æstetiske og funktionelle egenskaber.
Løsningen er relevant for private bygherrer og mindre entreprenørvirksomheder, som efterspørger simple løsninger med lavere klimapåvirkninger end dem, som er udbredt på markedet - særligt til renoveringsprojekter - for at kunne imødekomme kravene på CO2-området.
Den kalkstabiliserede lersten bidrager desuden til et sundere og mere behageligt indeklima, fordi den bidrager til:
- Regulering af fugt: Materialets naturlige porøsitet hjælper med at absorbere og afgive fugt, hvilket modvirker skimmel, og sikrer et stabilt fugtniveau.
- Regulering af temperatur: Den høje termiske masse bidrager til at lagre varme og kulde, hvilket skaber en mere konstant indendørstemperatur og reducerer energiforbruget til opvarmning og køling.
- Regulering af akustik: Materialet dæmper støj ved at absorbere lydbølger, hvilket forbedrer akustikken i bygninger.
- Ingen VOC’er: Murstenen frigiver ingen flygtige organiske forbindelser (VOC’er), hvilket minimerer risikoen for sundhedsskadelige stoffer i luften.
- Absorberer partikelforurening: Overfladen kan binde luftbårne partikler, hvilket bidrager til renere luft indendørs.
Miljømæssig bæredygtighed
Den traditionelle produktion af brændte mursten er ressourceintensiv, og medfører et betydeligt CO2-udsplip på grund af energikrævende brændingsprocesser. Den kalkstabiliserede lersten reducerer, i følge én jord, CO2-udledningen med op til 95 % i produktionsfasen sammenlignet med brændte mursten.
Stenene består primært af overskudsjord - en praktisk talt uudtømmelig ressource - hvilket bidrager til en cirkulær profil. Den enkeltstående største udledningsfaktor ligger i den hydrauliske kalk, som én jord får fra KALK A/S. Andelen af kalk er dog så lille, så derfor ses der stadig en stor reduktion i udledningen. KALK A/S er desuden på vej med et produkt, hvor vulkansk aske indgår. Dette er med til at sænke CO2-udledningen yderligere og samtidig øge styrken af den ubrændte lersten.
én jord ser et potentiale for at reducere 100+ kg CO2 pr. ton produceret. Derudover forventes der at være et cirkulært potentiale i overskudsjord.
Innovation til marked som løftestang
Støtten gør det muligt at opnå den nødvendige afprøvning, certificering og skalering af produktionen.
I projektets første fase skal produktets holdbarhed, klimaeffekter dokumenteres gennem henholdsvis TGA-, LCA- og CO2-analyser. Produktionsprocesser skal skaleres, forsyningskæden optimeres, og de indledende projekter og leverancer udføres i Danmark og Holland.
Anden fase har som mål at udvikle en miljøvaredeklaration (EPD), at automatisere produktionen, at opnå et dedikeret outreach og at indgå i eksempel-byggerier med fokus på indeklima og renoveringscases.
Projektbeskrivelsen er baseret på virksomhedens ansøgning til Realdania, og derfor repræsenterer den virksomhedens perspektiv og vision for projektet.