Arbejder I med at få flere brugte eller overskydende materialer tilbage i byggeriet?
Så kan I søge op til 1 mio. kr. til at dokumentere, afprøve og modne jeres produkt, teknologi eller proces.
Realdania søger iværksættere og mindre virksomheder, der arbejder med at øge genanvendelsen af materialer i byggeriet. Det kan være virksomheder, der udvikler nye byggematerialer, arbejder med forarbejdning af materialer eller gør det lettere at dokumentere, kvalitetssikre, sortere og anvende genanvendte materialer.
I kan søge støtte til det, der skal til for at gøre jeres produkt, teknologi, proces eller service klar til anvendelse i byggeriet. Støtten kan blandt andet bruges til at teste, dokumentere og kvalitetssikre jeres produkt, teknologi, proces eller service, udvikle forretningen og afprøve det sammen med relevante aktører i byggeriets værdikæde.
Hvordan får vi flere materialer tilbage i byggeriet?
Byggeriet bruger store mængder materialer. Samtidig ender mange materialer fra byggeri, nedrivning og renovering som affald eller i anvendelser med lav værdi, selv om de kan bruges bedre.
Hvis byggeriet skal bruge færre nye råstoffer, er der behov for virksomheder, der kan gøre sekundære materialer til et troværdigt, dokumenteret og tilgængeligt alternativ.
Mange virksomheder arbejder allerede med nye måder at få materialer tilbage i kredsløb på. Men vejen fra et lovende projekt til noget, markedet tør investere i og bygge med, kan være lang.
For bygherrer, rådgivere, entreprenører og producenter er det afgørende at kunne vurdere kvalitet, anvendelsesmuligheder, miljøeffekter, pris, risici og forsyningssikkerhed, før nye materialer, produkter eller arbejdsmetoder tages i brug.
Derfor er der ofte behov for yderligere test, dokumentation, kvalitetssikring, markedsafklaring og samarbejde på tværs af værdikæden.
Med puljen ønsker vi at hjælpe virksomheder med at tage det næste skridt. Støtten skal mindske usikkerheden, styrke dokumentationen og gøre det lettere at få nye materialer og arbejdsmetoder anvendt i praksis.
Herunder kan du læse mere om, hvad vi søger med callet inden du indsender en ansøgning senest d 28. september 2026 kl 12.
Vi leder især efter løsninger, der kan gøre sekundære materialer til en større og mere værdifuld del af byggeriet. Søg, hvis jeres løsning kan:
- Føre materialer tilbage i produktionen af nye byggematerialer: Har I en teknologi, proces eller et produkt, der bruger materialer fra nedrivning eller renovering som råstof eller komponent i nye byggematerialer? Det kan fx være løsninger for beton, træ, isolering, plader eller andre materialer og bygningsdele, der fylder meget i byggeriet.
- Bruge sekundære ressourcer fra andre sektorer i byggematerialer: Vi er også interesserede i løsninger, der bruger rest- eller sidestrømme fra andre sektorer, hvis materialerne kan dokumenteres og anvendes relevant i byggematerialer. Det vigtigste er, at løsningen adresserer et konkret behov i byggeriet og har et sandsynligt miljømæssigt potentiale.
- Dokumentere kvalitet, performance og miljøeffekt: Markedet efterspørger tryghed. Derfor søger vi løsninger, der reducerer usikkerhed ved brug af sekundære materialer – fx gennem test, kvalitetssikring, teknisk dokumentation, miljødata, sporbarhed, standardisering eller andre greb, der gør det lettere at vurdere og efterspørge løsningen.
- Fjerne praktiske barrierer i værdikæden: Vi søger også teknologier, services og processer, der gør det lettere at identificere, sortere, matche, dokumentere, afsætte eller integrere sekundære materialer i byggeriet. Det kan fx være løsninger, der styrker logistik, forsyningssikkerhed eller adgangen til materialestrømme for producenter og projekterende.
Særcall’et er målrettet iværksættere og små og mellemstore virksomheder med en konkret løsning, der kan øge anvendelsen af sekundære materialer i byggeriet.
Jeres løsning behøver ikke være færdig eller fuldt markedsmoden. Den skal til gengæld være konkret nok til, at støtten kan bruges til et tydeligt næste skridt: test, dokumentation, markedsafklaring eller afprøvning i praksis. Det kan fx være en prototype, et produktionsprincip, en proces, en digital eller teknologisk service eller et nyt materialeprodukt, hvor næste opgave er at afklare anvendelse, kvalitet, forretningsmodel eller skalering.
Støtten skal bruges til aktiviteter, der mindsker risikoen for kunder og samarbejdspartnere og bringer løsningen tættere på markedet. Det kan blandt andet være:
- test og teknisk dokumentation af materialer, produkter eller processer
- kvalitetssikring, miljødata, sporbarhed og dokumentation af performance
- afprøvning sammen med producenter, entreprenører, rådgivere, bygherrer eller andre relevante aktører
- forretningsudvikling, markedsafklaring samt udvikling af værdikæde eller partnerskaber
- afklaring af krav, risici, ansvarsforhold eller anvendelsesmuligheder, der i dag står i vejen for udbredelse
Ansøgninger vurderes efter de generelle kriterier for Innovation til marked, herunder at løsningen er skalerbar, bidrager til et mere miljømæssigt bæredygtigt byggeri og har et klart kommercielt ejerskab. I dette særcall lægger vi særligt vægt på, at I tydeligt beskriver:
- hvilken sekundær materialestrøm eller praktisk barriere jeres løsning adresserer
- hvordan løsningen kan øge anvendelsen af sekundære materialer i byggeriet – gerne i større skala
- hvilken miljømæssig gevinst løsningen forventes at give, og hvordan gevinsten kan sandsynliggøres eller dokumenteres
- hvilke konkrete aktiviteter støtten skal finansiere, og hvordan de bringer løsningen tættere på markedet
- hvilke aktører i værdikæden der skal involveres, og hvorfor de er vigtige for næste skridt
Det styrker ansøgningen, hvis I allerede er i dialog med potentielle kunder, producenter, bygherrer, rådgivere, entreprenører, affalds- eller materialeleverandører eller andre nøgleaktører. For nye virksomheder kan sådanne samarbejder være en vigtig måde at vise markedets interesse og løsningens praktiske relevans på.
- projekter, der primært er forskning og ikke har en konkret vej mod anvendelse i markedet
- generelle analyser, rapporter eller rådgivningsydelser uden kobling til en konkret løsning
- løsninger, hvor koblingen til sekundære materialer i byggeriet er uklar
- løsninger, der primært handler om direkte genbrug og har begrænset potentiale for skalering eller ny produktion
- interiørløsninger eller andre byggevarer med begrænset teknisk eller volumenmæssig effekt for byggeriet
- enkeltstående demonstrationsprojekter uden en plan for videre markedsmodning
Der ydes økonomisk støtte på op til 1 mio. kr. Støtten kan udgøre op til 50% af projektets samlede budget afhængigt af egne økonomiske forudsætninger, og hvor tæt jeres løsning er på markedet. Støttebeløbet kan både dække udgifter til indkøb og egne timer.
Egne timer afregnes til et niveau der dækker løn og et rimeligt overhead, og kan maksimalt udgøre 500 kr. for personer på øverste lønniveau.
Ekspertpanelet består af:
- Klaus Kellermann, Bæredygtighedschef, Bygherreforeningen
- Lisbeth M. Ottesen, Professor, Sektionsleder Construction Materials & Durability, DTU
- Peer Leth, Bestyrelsesformand, Moland Group
- Anders Lendager, Architect MAA/SAR, Lendager
- Maria Ekblad, Partner, TRE
- Cecilie Wagner Harden, ESG & Sustainability Program Manager, OK a.m.b.a.
- Nel Schipull, Partner, Vandkunsten
- Pelle Lind Bournonville, Projektchef, Realdania
- Simone Kongsbak, fagligt sekretariat, Innovation til marked, Partner, Smith Innovation
Du kan se det optagede infomøde fra d 30 juni her.
Realdania og Erhvervshuset inviterer til infomøde om støttemuligheder til cirkulære løsninger i byggeriet.
Hør Pelle Lind Bournonville fra Realdania og Simone Kongsbak fra Smith Innovation præsentere Cirkulært Byggeri 2.0 og ordningens fokusområde, der er innovative tiltag til genanvendelse i byggeriet. Læs mere her.
Derudover kan du også høre Nicholas Mohr Krøyer fra Erhvervshus Hovedstaden fortælle om erhvervshusets cirkulære indsatser.
Der er efterfølgende Q&A, hvor du kan blive klogere på, hvilke muligheder der er relevante for din løsning.
Deltag i det sidste online infomøde: den 7. september 2026 kl 15.00.
Indsend din ansøgning til Cirkulært Byggeri 2.0 senest d 28. september 2026 kl 12.00
Har du spørgsmål er du velkommen til at række ud til Sarah de Linde Rygaard på sla@smithinnovation.dk og telefon (+45) 40 98 44 55.